Ny genrer i poesien

Den måde, bogen kombinerer grafik, typografi og billeder, bygger på en udvikling, der blev sat i gang for mere end 100 år siden. Og som lige nu blomstrer, takket være den digitale teknik og internettet.
Den franske forfatter, Guillaume Apollinaire, udgav i 1918 en bog med titlen ”Kalligram”. Her eksperimenterede han som en af de første europæere med sprogets visuelle muligheder. Han brugte typografien til at forme de ting, digtene handlede om.
Det gjorde han nogenlunde samtidig med, at den amerikanske avantgardelyriker, Ezra Pound, legede med sine ord. Han anses for at være en banebrydende forfatter i det 20. århundredes digtning. Hovedværket er ”The Cantos”, som han begyndte på i 1915 og først blev færdig med i 1962.
From Wikipedia: The canto comes from the Latin cantus, meaning "song," and has a corrolary in the Sanskrit kāṇḍa, or "chapter." Famous examples of epic poetry which employ the canto division are, Dante's The Divine Comedy (100 cantos), and Ezra Pound's The Cantos (120 cantos).
Den belgiske digter og billedkunstner, Marcel Broodthaers, forenede de mange tendenser i 60’ernes og 70’ernes kunst. Han var, ligesom Pound og Apollinaire, optaget af skriftens grafiske muligheder.

Det har flere kendte danske forfattere også været. Emil Bønnelykke var nok en af de tidligste. I nogle af sine første eksperimenter arbejdede han med figurdigte, f.eks. et hyldestdigt til New York, formet som byens skyline. Han fik følgeskab af forfattere som Broby-Johansen, Jørgen Sonne, Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Steen, der hver på deres måde har eksperimenteret med ord og den typografiske opsætning.
Pound og Apollinaire satte en udvikling i gang, der i stigende grad har ændret poesiens vilkår og muligheder. Billeder og grafik smelter sammen med tekst og gør det til en ny størrelse, vi endnu ikke har sat etiket på.
En af dem, der er gået forrest i udviklingen, er den amerikanske performancekunstner, Laurie Anderson. Hun nøjes ikke længere med sproget. Hun er gået meget videre og bruger både levende billeder, fotografier, lyde og musik til at spejle amerikansk kultur. Ud over at være scenekunstner har hun udgivet bøger, plader og cd-rom’er. Hun har faktisk også været med til at opfinde flere nye elektroniske instrumenter, bl.a. en talking stick, som hun bruger til at forvrænge tale og lyde med.
Som en af de få i denne genre har hun opnået at komme på en hitliste. Det var med nummeret O Supermann, som opnåede en 2. plads på den engelske hitliste i 1988.
I dag er det "forfattere" som amerikaneren Jenny Holzer, der får overskrifterne – i helt bogstavelig forstand. Hendes temaer er især magt, forretningslivet, krig og sex, og hendes værker, der altid er tekstbaserede, består mest af statements, der kommer op (eller ud) på billboards, kasseboner, kondomer, lystavler og bygninger.

Hun har også lavet mange elektroniske installationer til ren udstillingsbrug. Billedet nedenunder er fra en udstilling på Guggenheim Museum i N.Y. i 1990.


Den digitale teknologi og internettet har givet helt nye muligheder for kombinationen af ord og billeder. Og der er stadig flere, som udforsker dette nye rum. På http://sentura.dk/laenker.html eller http://minimalportal.dk kan du finde inspirerende links til alt det, der foregår på den eksperimenterende scene i Danmark.
Der er også http://www.afsnitp.dk/ hvor man får en fornemmelse af, hvordan nettet giver nye muligheder for at kombinere tekst, billeder og grafik. Muligheder, som den traditionelle bog ikke kan hamle op med. AfsnitP kan kort beskrives som de moderne digteres legestue. Det er et kæmpesite, hvor man kan surfe rundt i lang tid, og både blive klogere, underholdt, forundret, irriteret osv. Og det vil måske også være et godt sted at tage eleverne med hen, for der er noget at gå på opdagelse i. Det er på nettet, det sker. Og lige nu er AfsnitP et af stederne.